Historie
En flydende sauna, med et omklædningsrum, badetrappe ned i vandet og et opholdsdæk. Det lyder som en drøm. Ikke desto mindre er det, hvad der arbejdes på i Hejlsminde. Et nytænkende og visionært projekt, hvor der i høj grad tænkes æstetik ind, så det går i spænd med de maritime omgivelser og den smukke natur, som Hejlsminde har så meget af. Der er i skrivende stund stor interesse for idéen, og pt. kan der tælles ca. 390 støttemedlemmer i den forening, som er startet op grundet projektet. Et projekt som også Kolding Kommune tror på. Kommunen har vist deres støtte og interesse for ideen så meget, at de i foråret 2021 bevilligede en større sum penge, som skal indgå i etableringen af den flydende sauna. På billedet herunder fejrer vi at Nordeafonden har støttet vores projekt med 1.000.000 kr.
Igennem de senere år har der været stigende interesse for vinterbadning – både på landsplan men også i Hejlsminde. Lokale og udefrakommende mødes i større og mindre grupper ved havnen i Hejlsminde og tager turen i “det kolde gys”. Det er for de mange badende en drøm at kunne benytte en sauna i forbindelse med badningen, og en arbejdsgruppe gik således i gang i efteråret 2020 med at kigge på muligheden for at etablere en sauna i området.
Ret hurtigt stod det klart, at projektet ville står stærkere ved, at der blev stiftet en forening. På trods af corona nedlukning og forsamlingsforbud, blev der gennemført stiftende online generalforsamling i januar 2021, og “Hejlsminde Havnebad” så dagens lys. Den nye bestyrelse kom til at bestå af 5 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter, der alle trak i arbejdstøjet med troen på projektet med en sauna – en flydende en af slagsen.
Processen med fondssøgning er i fuld gang, og sideløbende er det foreningens intention, at igangsætte sociale arrangementer som div. events i forbindelse med badninger samt andre sociale sammenkomster til gavn for medlemmerne og andre forhåbentlige kommende medlemmer.